Den tyske præst L.M. Hudtwalker, som var Generalmajor Peymanns sjælehyrde, beskrev hændelsesforløbet på denne sidste dag for bombardementet i et brev til Det Danske Kancelli den 13. november 1807. 

Om formiddagen havde han besøgt Peymann der var nedslået og havde sagt at han var beordret til at forsvare byen til det yderste, hvilket Hudtwalker mente han også havde gjort, i betragtning af ødelæggelsernes omfang.

Ved 4 tiden besøgte Hudtwalker igen Peymann. Generalmajor Bielefeldt var også til stede. 
"Beide waren sehr bewegt und sehr beschäftigt, und ich fragte daher bloss: Meine Herren, ist denn an keine Rettung unsrer Stadt zu denken".
Hertil svarede de at hvis borgerne erklærede at de ikke kunne mere, så ville de være nødt til "in Unterhandlungen zu treten". 

Hudtwalker satte sig for at skaffe sådan en erklæring, hvilket lykkedes, og snart efter erfarede han, "dass ein parlementair ins englische Hauptquartier abgegangen sei". 

Kommandør Steen Bille refererede for Overkrigskommisionen at han ikke havde haft indflydelse på beslutningen. Han var først tilkaldt sent på eftermiddagen til generalkommandoen, hvor også generalauditør Bornemann var kommet til stede, hvorefter Peymann tilkendegav at situationen fordrede at en parlamentær blev sendt til fjenden for at underhandling kunne påbegyndes. Bille havde svaret:
"at...det ikke endnu var tid eller nødvendigt".
Under denne samtale kom chefen for borgervæbningen ind og erklærede at "der overalt i borgerskabet herskede den bedste stemning", hvilket Bille opfattede som en bekræftelse på sin udtalelse. Peymann fastholdt imidlertid sit krav, hvorfor Bille havde indtryk af at spørgsmålet var afgjort på forhånd. Han trak sig tilbage til Holmen, hvor han senere erfarede at en parlamentær var afsendt til englænderne klokken 8 om aftenen.

Læg mærke til at flådens ødelæggelse ikke nævnes i disse to skildringer som i øvrigt er meget forskellige.

1. rådsmøde

Den 8. september afsendte Peymann en redegørelse til Kronprinsen om forløbet af kapitulationsforhandlingerne.

De første autoriteter fra de militære og den civile etat blev kaldt sammen til et rådsmøde for at tage stilling til de engelske krav parlamentæren havde bragt tilbage aftenen før. Peymann spurgte:

"...om man kan indlade sig på at antage fjendens påstand om flådens udlevering samt på denne basis underhandle om en kapitulation;"

eller

"om man bør forkaste den af fjenden som ufravigelig anmeldte præliminærartikel og vedblive krigen".

Rådsmødet blev enige om "at indlade sig i underhandling med fjenden om en kapitulation på den af ham angivne basis, nemlig flådens udlevering...; dog proponere[de]... hr. konferensråd Colbjørnsen den betingelse at ingen andre engelske tropper skulle indlades i byen end de officerer, kommissarier og militære som i underhandlingernes gang bestemmes og vedtages".

Såvel den kommanderende general som de næstkommanderende tiltrådte dette ved deres underskrift tillige med de øvrige tilstedeværende. 

På dette møde udnævntes generalmajor Waltersdorf, kontradmiral Lütken og generaladjudant Kirchhoff til at underhandle med fjendens tre forhandlere: generalmajor Sir Arthur Wellesley (den senere 1 st Duke of Wellington), Sir Home Popham og oberstløjtnant Murray, kvartermester.

Resultatet af denne underhandling blev forelagt det 2. rådsmøde der så sig nødsaget til at acceptere fordi ingeniørkorpsets chef generalmajor Gedde fastholdt at fæstningen ikke kunne holdes. Bille udtalte dog i et særskilt votum:

"jeg kan derimod ikke tiltræde den anførte mening og deri være enig med den kommanderende general og...Bielefeldt, men tror meget mere at en kapitulation af denne natur ikke bør antages, men at man, forinden man derpå indlod sig, burde gøre et udfald med alt, hvad der i staden er bevæbnet, som er på kanonbådene samt Holmens magt, hvilken da i det mindste ville udgøre 3000 mand. Når man da slog som fortvivlede folk for sin ære, kunne man dø en rolig død".

Klokken 4 om morgenen blev dette underskrevet af Peymann, Bielefeldt og Bille, hvorefter en yderligere motiveret betænkning fra de tilstedeværende fulgte. Fra søetaten blev det fremhævet at hvis der var tid, burde flåden ødelægges med Winterfeldts tilføjelse om at det jo ikke havde samme nytte nu som før, "og når det mislykkes giver [det] fjenden anledning til større påstand".